Glædeligvis kører langt de fleste cyklister sikkert og hensynsfuldt. Cyklistforbundet yder en prisværdig indsats for at fremme god cyklistadfærd. Desværre oplever mange – ikke mindst i storbyerne med tæt trafik – imidlertid også, at en del cyklister tilsidesætter loven og god opførsel overfor andre trafikanter.
En af forfatterne til denne bog oplevede selv i maj 2017, som fodgænger, at blive torpederet i fodgængerfeltet af en cyklist ved Glyptoteket i København, mens han gik over for grønt lys. Cyklisten mente åbenbart, at det var smart at køre over for rødt lys.
Det værste ved episoden var, at cyklisten var flabet overfor den påkørte, Kristian Pihl Lorentzen, i stedet for at give en undskyldning.
For at få bedre indsigt i de brodne kar blandt cyklisterne tog forfatterne en tidlig morgen på feltstudie i det centrale København bevæbnet med et kamera. Resultatet var desværre en række af fotos med overtrædelser såsom kørsel på fortovet, kørsel over for rødt, kørsel i fodgængerfelter, kørsel i gågade, kørsel mod færdselsretningen i ensrettet gade og brug af smartphone i trafikken.
Nedenstående billeder fra feltstudiet taler for sig selv. Vi er absolut ikke ude på at hænge cyklisterne ud. Det er forfatternes indtryk, at de rigtig mange lovlydige og hensynsfulde cyklister også sukker efter et opgør med de egoistiske cyklister, der skader trafiksikkerheden og cyklisternes generelle omdømme. Det skal vi samle alle gode kræfter om.
I 2018 blev 28 cyklister dræbt i trafikken, men 580 kom alvorligt til skade. Det var en forværring i forhold til 2017, hvor der var 27 dræbte og 475 alvorligt tilskadekomne.