Det følger af fysikkens love, som vi lærte dem i skolen. Herunder formlen for kine­tisk energi (bevægelsesenergi), der fastsætter, at en fordobling af hastigheden indebærer en firedobling af energien. Og energien er netop udtryk for de voldsomme kræfter, der forårsager skaderne, hvis en bil støder sammen med noget.

Derfor har farten meget stor betydning for, hvor galt det går, når det går galt, og dermed stor betydning for trafiksikkerheden. Høj fart betyder kortere reaktionstid, så faren for sammenstød er større, hvis nogen kører ud foran dig.

Høj fart kan betyde, at en medtrafikant fejlbedømmer situationen og kommer til at køre ud foran en hurtigkørende bilist. Endelig kan for høj fart betyde, at føreren nemmere mister herredømmet over køretøjet med deraf følgende alvorlig ulykke.

Derfor kan det ikke undre, at hastighed, af Vejdirektoratet i 2018, vurderes som en væsentlig faktor ved 43 pct. af trafikulykkerne.

At køre med for høj fart, uden respekt for forholdene og de fysiske love, er udtryk for trafikal egoisme. Det kan godt være, at jeg personligt vinder noget tid eller får noget spænding ved at køre for hurtigt. Til gengæld tilsidesætter jeg hensynet til trafiksikkerheden ved at risikoen for ulykker øges. Det er grunden til, at folketinget og politiet har fastsat fartgrænser.

Som det fremgår af et senere kapitel har netop de generelle fartgrænser gennem tiderne været genstand for politisk debat. På den ene side skal fartgrænser være indrettet sådan, at de forebygger ulykker. På den anden side skal de også være forståe­lige og opfattes som rimelige ud fra de konkrete forhold på vejene, ligesom der er et hensyn til danskernes mobilitet.

Denne balance har lovgiverne tilstræbt at finde. Love og regler uden kontrol virker imidlertid ikke. Derfor har politiet en vigtig opgave i – efter svensk forbillede – at udføre fartkontrol med vægt på at forebygge ulykker – ikke at skrabe flest mulige penge i statskassen. Eksempelvis ved at lægge tyng­de i kontrollen på farlige steder i trafikken, suppleret med lejlighedsvis kontrol andre steder, så ingen fartsynder kan vide sig sikker.

En helt særlig og ekstrem kategori af fartsyndere er de såkaldte vanvidsbilister, der kører med hastigheder på op mod 200 km/t – ofte i bymæssig bebyggelse og på uoverskuelige landeveje. Der er tale om en dødsensfarlig adfærd, som er fuldkommen uacceptabel. Vanvidskørsel er ofte til­knyttet bandemiljøer eller andre grupper, hvor der er gået prestige i at køre vanvittigt hurtigt rundt i muskelbiler med oceaner af hestekræfter. Der hersker ingen tvivl om behovet for en massiv oprustning imod vanvidsbilister, der ofte er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Hammeren skal fremover falde hurtigt og hårdt. Der skal ske en frihedsberøvelse og konfiskation af køretøjet straks efter pågribelsen, ligesom politiet er nødsaget til at sætte flere ressourcer ind imod dette topmål af trafikal egoisme og hensynsløshed.

For høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker. Og for høj fart giver større skader, når ulykker sker. Derfor er det et udtryk for trafikal egoisme, når trafikanter fristes til at tilsidesætte hensynet til andre og andres sikkerhed for at vinde tid i trafikken.