I perioden fra 1910 til 1956 skete der ikke de helt store fremskridt med hensyn til køreuddannelsen. Interessen hos politi­kerne og myndighederne var på et forholdsvist lavt niveau. Det ændrede sig imidlertid i løbet af 1950’erne under ind­tryk af stigende trafik og flere færdsels­ulykker.

I perioden fra 1910 til 1956 skete der ikke de helt store fremskridt med hensyn til køreuddannelsen. Interessen hos politi­kerne og myndighederne var på et forholdsvist lavt niveau. Det ændrede sig imidlertid i løbet af 1950’erne under ind­tryk af stigende trafik og flere færdsels­ulykker.

I motorlovgivningen har der helt fra 1903 været almindelige regler om at bilister skal optræde hensynsfuldt overfor hinanden. Der har været tilsvarende påbud til andre trafikanter i færdselslovgivningen siden 1923. Den almindelige hensynsregel har skiftet ordlyd med tiden – i 1955 fandtes den i paragraf 24, der lyder således: ”Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen.” Bestemmelsen er grund­normen for alle trafikanter. Den går kort sagt ud på, at alle vejfarende skal opføre sig på en måde, så der ikke opstår fare eller gener for andre. Denne grundregel er også en del af vore dages færdselslovgivning – med en endnu mere central placering i loven (§3). Med andre ord skal alle trafikanter opføre sig ordentligt og sikkert overfor hinanden som en absolut grundlæggende del af trafikkulturen i Danmark.

Den egentlige køreuddannelse, der blev opbygget i 1950’erne med det formål at forebygge ulykker i trafikken, bestod stort set uforandret frem til 1980’erne. I 1980 kom den skelsættende Betænkning nr. 892, afgivet af Færdselssikkerhedskommissionen af 1966. Heri kom der en lang række detaljerede og relevante anbefalinger til forbedring af Færdselsloven, køreuddannelsen, køreprøverne og kørelærer­uddannelsen. Der var bl.a. stor fokus på, at højnelse af køreuddannelsen og kørelærer­uddannelsen var en afgørende forudsætning for at opnå færre, alvorlige ulykker. En betydelig del af anbefalingerne blev efterfølgende gennemført i lovgivningen og anden regulering. Færdselsloven blev ændret i 1985, mens den reformerede køreuddannelse blev iværksat i 1986. Blandt de indførte anbefalinger kan nævnes kravet om, at den praktiske undervisning skal indledes på en lukket øvelsesplads, at der indføres undervisningsplaner for de forskellige kate­gorier af kørekort, samt at uddannelsen skal afsluttes med et glatførekursus på et køreteknisk anlæg. Endvidere blev teoriprøven gjort skriftlig med forevisning af lysbilleder.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning kom i 1999 med en rapport, der dokumenterede en mærkbar positiv effekt på trafiksikkerheden i kølvandet på reformen. Således havde bilister, uddannet efter de nye regler, fra 1986 en lavere uheldsfrekvens, end bilister uddannet før 1986. Men andre ord – bedre uddannelse virkede i praksis.

I de efterfølgende år blev der, med afsæt i en god dialog mellem alle køreuddannelsens interessenter, herunder kørelærerorganisationerne, politiet, de køreprøve­sagkyndige og FDM, gennemført en række yderligere tiltag til forbedring af køreuddannelsen. Herunder blev der i 2001 indført obligatorisk minimum af antal lektioner – den såkaldte lovpakke.